HISTORIEN BAG MASKERNE
Ramakien: Den episke historie bag enhver Khon-forestilling
Enhver Khon-forestilling trækker på Ramakien, Thailands nationale epos – her er, hvem Phra Ram, Sita, Hanuman og dæmonkongen Tosakan egentlig er.
Se Khon Show Bangkok-datoer på GetYourGuide ↗Ramakien, Thailands egen Ramayana
Ramakien er Thailands nationale epos, omskrevet fra Indiens Ramayana, men bearbejdet gennem århundreder med thailandske rammer, navne og kulturelle detaljer, indtil det blev en selvstændig thailandsk fortælling. Det er den enkeltstående tekst, som næsten alle Khon-forestillinger henter deres scener fra – du kan tænke på den som kunstformens fælles kilde, på samme måde som en håndfuld Shakespeare-stykker leverer det meste af den klassiske vestlige teatertradition. Selv et overfladisk kendskab til handlingen, før du ser en forestilling, gør en mærkbar forskel, da Khon ikke forklarer baggrundshistorien på scenen – den forudsætter, at publikum allerede nogenlunde ved, hvem disse karakterer er, og hvad de vil.
Phra Ram og Nang Sida, i centrum af fortællingen
Epikken følger Phra Ram, en landflygtig prins, og hans hustru Nang Sida, hvis bortførelse af en dæmonkonge sætter hele fortællingen i gang. Deres forhold – adskillelsen, søgen og den endelige genforening – er den følelsesmæssige rygrad, som Ramakien vender tilbage til igen og igen gennem sine mange afsnit. I Khon er begge menneskelige/guddommelige roller snarere end maskerede dæmon- eller abefigurer, og de opføres uden maske med tung, stiliseret makeup og en høj, forgyldt hovedbeklædning, med bevægelser, der er mere lyriske og beherskede end de akrobatiske kampscener, der er forbeholdt abe- og dæmonrollerne. Hvis en opført scene direkte involverer Phra Ram og Sida, kan man forvente et langsommere, mere hoffærdigt danseregister end i en kampscene.
Tosakan, dæmonkongen af Lanka
Tosakan er Ramakiens centrale antagonist, en dæmonkonge, der hersker over øriget Lanka, og som traditionelt afbildes med ti ansigter og tyve arme — en stiliseret måde at vise hans overnaturlige magt på snarere end en bogstavelig fysisk beskrivelse. Hans bortførelse af Sida er den udløsende begivenhed for det meste af eposets store konflikt, og kampscenerne med Tosakan og hans dæmonhære er blandt de mest visuelt dramatiske øjeblikke, Khon-forestillinger opfører, fyldt med maskeret kamp og akrobatisk koreografi. Hans maske er en af de mest genkendelige i hele Khon-traditionen, udformet med lukket mund i dæmonmaskens konvention og færdiggjort i den grønne farve, der knytter sig til hans karakter.
Hanuman, den loyale abegeneral
Hanuman, den hvide abegeneral, der tjener Phra Ram, er uden tvivl en af Ramakiens mest elskede skikkelser i thailandsk populærkultur – en drillende, ressourcestærk og uhyre magtfuld allieret, hvis loyalitet og snedighed driver store dele af handlingen mod sin løsning. Han fører abehæren, som til sidst hjælper Phra Ram med at krydse til Lanka og redde Sida, og hans scener er typisk de mest fysisk energiske i et Khon-program, fyldt med akrobatik frem for de langsommere, ceremonielle bevægelser, der gives til de menneskelige roller. Hanumans maske er hvid med den åbne mund, der går igen hos alle abefigurerne – en detalje, det er værd at holde øje med, hvis du vil skille ham ud fra dæmonrollerne i en tætpakket kampscene.
Hvorfor opsætter produktioner kun fragmenter
Ingen enkelt Khon-forestilling forsøger at fortælle hele Ramakien — det fulde epos er enormt, og en komplet genfortælling ville strække sig over mange forestillinger frem for én enkelt aften. Det, du faktisk får at se, er en udvalgt episode: måske bortførelsen af Sida, et bestemt slag mellem Phra Rams og Tosakans hære, eller bygningen af en dæmningsvej til Lanka. Hvilken episode der opføres, varierer fra spillested til spillested og fra dato til dato, så antag ikke, at to Khon-forestillinger, du har hørt beskrevet, fortæller samme del af historien. Det er værd at betragte hver forestilling som et selvstændigt uddrag frem for at forvente en komplet fortællebue fra start til slut i én enkelt siddende oplevelse.
Ramakien er overalt i Bangkok, ikke kun på scenen.
Scener fra Ramakien lever ikke kun i Khon-teatrene – de dækker også væggene i Wat Phra Kaews klostergange ved Grand Palace i en berømt serie af muraler, og historiens karakterer dukker op i thailandsk kunst, litteratur og endda gadenavne. Hvis din dag inkluderer både Grand Palace og en Khon-forestilling, ser du reelt det samme nationale epos to gange – én gang malet og én gang danset – hvilket er værd at vide, før du tager afsted: at genkende en scene fra muralerne kan få sceneversionen til at falde på plads, og omvendt.
Stadig ved at beslutte dig for datoer?
Efterlad din e-mail og cirka hvornår du rejser — så sender vi dig en kort oversigt over, hvordan du vælger den rigtige billet, og hvor lang tid i forvejen du bør booke.